Hippophaë rhamnoides, slægten Havtorn, Sølvbladfamilien.
 |
| 28sep17 Hukket |
Havtorn eller bare "Torn" har længe været en overset plante i Danmark men i de senere år har flere og flere fået øjnene op for plantens anvendelsesmuligheder.
På afstand er der ikke rigtig noget, der fanger opmærksomheden - bladene er matgrønne på oversiden, og der er ikke farvestrålende blomster til at gøre reklame. Kun om efteråret gør planten mere ud af sit udseende, da der kommer mængder af orangegule bær, som vel også er det mest kendte ved den. Bærrene er i den grad anvendelige i køkkenet, hvor man kan bruge dem på mange måder både i desserter og hovedretter. Havtorn kaldes også "Nordens Citron", og man er ikke i tvivl om hvorfor, hvis man bider i et modent bær hen i september/oktober (i virkeligheden er det ikke et bær, men en nød som er omgivet af opsvulmet blomsterbund - men det er nemmere at kalde det et bær).
Torn indeholder mange gode sager: bladene er op til 25% protein og kan bruges til dyrefoder og til te. Frøet indeholder umættede fedtsyrer, og frugtkødet er rigt på vitamin B, C, E og K. Det ved droslerne godt, så når de trækker i oktober, mæsker de sig i Havtorn, før deres lange rejse går videre.
På latin hedder planten Hippophaë rhamnoides. Det andet led kommer af græsk rhamnos, der betyder "tornet busk" og endelsen -oides, der betyder "lignende", altså lignende en tornet busk. Det er jo nemt nok at forstå - det første led er mere interessant: "Danmarks vilde planter" forklarer sådan her:
"Slægtsnavnet Hippophaë kommer af et gammelt græsk navn, (hippophaés) på en tornet Vortemælk-art. Det afledes af hippos = "hest" og phéos, der betegnede en anden tornet halvbusk (en art Kvæsurt, Poterium spinosum, hjemmehørende i de østlige Middelhavslande)".
Udover at det er en noget tåget forklaring er den også ganske kedsommelig. Anderledes sjæl er der i Kim Gravenhorst's udlægning af sagen: Hippo betyder hest, det ligger fast, men phaos betyder "at skinne", så slægtsnavnet kommer til at betyde "skinnende heste". Baggrunden for dette skal findes 300 år før vor tidsregning, nemlig hos Alexander den Store, der som bekendt stod i spidsen for adskillige drabelige felttog. Under et af disse felttog lagde de trætte soldater mærke til, at deres heste var vilde med at æde nogle specielle orange bær og efterfølgende blev sundere at se på. Soldaterne lærte af dyrene og spiste en masse af bærrene, hvorefter de fik nye kræfter og tævede fjenden. Nu kan det jo godt være en skrøne, men historien er da meget god, og noget mere livagtig end den første. Og man kunne jo godt forestille sig, at de stakkels soldater var i vitaminunderskud og ved at spise de orange bær fik dækket behovet.
Torn indeholder mange gode sager: bladene er op til 25% protein og kan bruges til dyrefoder og til te. Frøet indeholder umættede fedtsyrer, og frugtkødet er rigt på vitamin B, C, E og K. Det ved droslerne godt, så når de trækker i oktober, mæsker de sig i Havtorn, før deres lange rejse går videre.
På latin hedder planten Hippophaë rhamnoides. Det andet led kommer af græsk rhamnos, der betyder "tornet busk" og endelsen -oides, der betyder "lignende", altså lignende en tornet busk. Det er jo nemt nok at forstå - det første led er mere interessant: "Danmarks vilde planter" forklarer sådan her:
"Slægtsnavnet Hippophaë kommer af et gammelt græsk navn, (hippophaés) på en tornet Vortemælk-art. Det afledes af hippos = "hest" og phéos, der betegnede en anden tornet halvbusk (en art Kvæsurt, Poterium spinosum, hjemmehørende i de østlige Middelhavslande)".
Udover at det er en noget tåget forklaring er den også ganske kedsommelig. Anderledes sjæl er der i Kim Gravenhorst's udlægning af sagen: Hippo betyder hest, det ligger fast, men phaos betyder "at skinne", så slægtsnavnet kommer til at betyde "skinnende heste". Baggrunden for dette skal findes 300 år før vor tidsregning, nemlig hos Alexander den Store, der som bekendt stod i spidsen for adskillige drabelige felttog. Under et af disse felttog lagde de trætte soldater mærke til, at deres heste var vilde med at æde nogle specielle orange bær og efterfølgende blev sundere at se på. Soldaterne lærte af dyrene og spiste en masse af bærrene, hvorefter de fik nye kræfter og tævede fjenden. Nu kan det jo godt være en skrøne, men historien er da meget god, og noget mere livagtig end den første. Og man kunne jo godt forestille sig, at de stakkels soldater var i vitaminunderskud og ved at spise de orange bær fik dækket behovet.
